Naturlig praksis

Om mytiske møder, magi og mystik

Redigeres stadig - men læs og lyt bare hvis du ikke kan vente....

Jeg kender nogen der lægger kort når de kæmper med et problem eller har et spørgsmål til livet.

Jeg har hørt om nogen der læser i kaffegrums eller teblade.

Atter andre pendulerer, kaster kugler eller besøger clairvoyante.

Du kender sikkert også nogen der tager varsler og læser mening ud af tilsyneladende tilfældige opslag eller udslag. Måske har du endda selv en strategi når du er i tvivl eller mangler inspiration?

Da det kun føles autentisk at dele ud fra det personligt erfarede og integrerede vil jeg fortælle lidt om min ”metode”, men pointerne derfra kan umiddelbart overføres til alle mulige andre måder at søge vision og indsigter på.

At være i undren

Min metode er at gå ud og opholde mig i naturen. Her tænker jeg ikke på ”bare” at gå en tur, som jeg gør så tit mens tankerne kører og sindet rumler over det der er aktuelt i mit liv lige nu. Og hvor jeg nogle gange ikke kan huske del strækninger af turen fordi jeg har været så opslugt af min indre film.

Nej jeg tænker på at gå i et bestemt (undskyld der kommer lidt engelske ord – de dækker bare så godt) mind-set  - tankesæt.

Jeg tænker på at ”go wander with wonder”,

at gå på ”walk-about”,

at ”roame”.

At vandre uden mål og med.

At stoppe ofte, tage timelange ophold på steder der inviterer.

Planløst.

Åbent. Nysgerrigt. Langsomt sansende. Lyttende. Seende.

Har du prøvet det?

Det er tilsyneladende næsten alt for simpelt (og helt gratis!) – hmmm kan det så virkelig have værdi?!

Så simpelt JA! Let - NEJ.

Jeg har øvet mig i mange år.

Jeg har øvet mig i at kunne give så meget slip på tanker og tænkning at det er muligt at melde mig ind i det drømmende, mystiske, poetiske landskab der åbner sig i den mere end menneskelige verden (og vel egentlig også på hovedgaden i den lokale provinsby hvis man altså kan håndtere det!?!).

Jeg har øvet mig i at bruge alle mine sanser og i at tro på det jeg oplever.

Og jeg har øvet mig i at tildele det jeg mærker værdi, lytte til den inspiration og de friske perspektiver og vinkler det giver.

Èn kalder det at ”tage varsler” – det lyder ret sejt, hekseagtigt. Men jeg kalder det Wander with Wonder – at vandre i undren. At være i undren.

Det tager den tid det tager

Opskriften er som sagt ”simpel” – jeg pakker en rygsæk og vinker farvel – vi ses når vi ses, det tager den tid det tager. Måske har jeg en idé om hvor jeg skal hen, men så snart jeg er på vej stiller jeg mig åben for det som lokker og kalder, eller måske udfordrer og provokerer hvis jeg trænger til et skub. Går uden mål og med, stopper ofte og bliver gerne hængende længe det samme sted. Og netop dét, at bliver hængende, er i min optik én af nøglerne til de største naturoplevelser og indsigter. Når jeg tager ophold, standser min bevægelse og den deraf følgende forstyrrelse, genfinder naturen sin egen rytme. Dyrene kommer tilbage, insekterne summer og min opmærksomhed skærpes. Sindet, der altid er vågent og på udkig, kan lade sig optage i timevis af bladenes bevægelser i sollyset, sneglens vej gennem skovbunden, lyden af vinden i trækronerne, bølgernes bløde melodi mod strandens sten.

Virkeligheden har flere lag

I starten var det supermystisk, mærkeligt og nærmest sort magi egentlig. Absolut ikke noget jeg delte med nogen, for så ville jeg nok blive hentet af den blå vogn og indlagt på røde papirer!!

Men efterhånden har jeg vænnet mig til, at det også er et lag i det der kaldes virkeligheden, og ordforrådet og begrebsrammen er udvidet med ord som: Magisk og Mytisk. Et særligt lys og stjerneskær står over nogle af disse oplevelser, der har været livsforandrende eller blot frydefulde møder med alle eksistensens lag.

Ofte i begyndelsen spurgte jeg mig selv om oplevelsens ægthed, dens validitet. Kunne man sætte sin lid til noget så (tilsyneladende) tilfældigt?  Men jeg har erfaret et det ikke handler om oplevelsen og ægtheden. Det handler om at jeg udvider min oplevelse af hvad der er virkeligt.

Tyg lige på den!

”At udvide oplevelsen af hvad der er virkeligt”

Hvad er virkeligt?

Hvad der kan ses, røres, mærkes?

Men hvad når du vågner med en stemning fra en drøm?

Eller et mareridt! Hjertet banker, håret stritter. Er det virkeligt?

Hvad siger din krop lige dér – ret virkeligt ikk´?

Når du hører et stykke musik og pludselig bliver opstemt – eller kniber en tåre.

Eller bliver helt opslugt af en historie du læser eller hører.

Er din oplevelse ikke virkelig fordi den kommer fra en bog?

Er oplevelsen ikke levende i dig netop dér? Og gælder den så ikke?

En beslægtet undersøgelse har handlet om jeg selv planter eller påvirker en situation eller konklusion. Hvornår er det jeg møder i naturen noget, der rent faktisk flytter, ændrer eller giver nyt liv til en proces?

Her kigger jeg på om det jeg læser ind i oplevelsen giver nyt lys, perspektiv eller en ny måde at fortælle den samme historie på. Og på om det føles sandt - helt ned i kroppen, helt ind i knoglerne. Er der noget i det indre eller ydre der runger klart JA! TAK! RO! - så ved jeg det er ægte, og noget jeg ikke ville havde opdaget (foreløbig) hvis jeg var blevet hjemme i haven.

Det har været nogle af mine tanker og ”argumenter” i sagen om man virkelig kan tro på og give værdi til ”læsninger” i kort, kaffegrums eller møder i naturen.

Miraklet i Skotland

Jeg tænker tilbage på én af mine første oplevelser af denne mystisk, mytiske karakter.

"Jeg havde ligget en hel dag på et leje af hvid lyng i en lav granskov i Skotland og kigget op mod den blå himmel og en skinnende edderkoppetråd der dansede i vinden, højt udspændt mellem to trækroner."

Allerede her er det jo et mirakel – en hel dag med blå himmel i Skotland – WHAT?!? Men der er mere…

"Mange timer havde jeg bare ligget dér, nydt stilheden og undret mig over hvor meget sådan en tynd tråd kan skinne i sollyset.

Pludselig er det som om tråden bliver en slags – lynlås. Det er som om rummet mellem trækronerne åbner sig og jeg får sådan en oplevelse af – udvidelse – samhørighed – grænseløshed. En nærmest guddommelig fornemmelse af at høre til, at være ét (ord er fattige). Oplevelsen varer i flere timer og jeg vender tilbage næste dag renset og med en særlig glød i øjnene."

En absolut magisk og livsændrende oplevelse som der sidenhen er kommet mange flere kapitler til.

Der er en mening selvom jeg ikke kan se det

Jeg har søgt hjælp og inspiration i naturens visdom når jeg har været i tvivl eller kørt fast.

Har hentet kraft og energi når jeg har været slidt og træt.

Har fundet trøst når jeg har være ked af det og såret.

Jeg har siddet nætter i mørket i skovbunden og givet mine tårer.

Jeg har, ved højlys dag, kigget en ræv i øjnene mens den sked!

Jeg har ligget i en blomstrende eng og hentet styrke og kraft fra jorden.

Jeg har altid fået noget jeg har kunnet komme videre på, noget som har været brugbart. Ikke altid i form af regnbuer og enhjørninge, livet er også svært, og beslutninger kan være barske og gøre ondt. Men jeg går altid hjem med en fornemmelse af ro og tillid til, at der er mening, også selvom jeg ikke kan se det. At der måske endda er mening i det tilsyneladende meningsløse. At det måske er mig der mangler endnu en linse, at det som jeg oplever som meningsløst er fordi JEG ikke forstår.

For et par dage siden sad jeg en tidlig morgen i skovkanten og en spurvehøg landede på en gren højt over mig. Jeg nød synet som den sad der smuk og skinnende i en blød solstråle. Pludselig satte den lavt afsted, jeg mærkede næsten dens vingesus på kinden! Og et øjeblik efter kom den tilbage med en protesterende spurvefugl i kløerne. Jeg kunne tydeligt følge dødskampen i ekkoet fra Thujaskoven. Ja, barskt. En rødhals måtte lade livet. Men spurvehøgens børn fik mad den dag.

Den tog hvad den skulle bruge, resolut og uden skam eller skyld.

Det var meget inspirerende for mig den dag.