Naturlig praksis

Savnet efter dans

Dans kan være MERE end bare sjov! Om dans som naturlig praksis.

Jeg vil dele lidt om dans. Vi kender vel alle dans som fest og fjolleri, sikkert ofte ledsaget af drinks i sjove farver? Men jeg vil skrive lidt om dans som praksis.

Det bliver ikke det sidste om det emne, men hvor skal jeg begynde?

Måske dér hvor jeg selv startede. SAVNET efter at bevæge mig på den dansende måde, længslen efter det kropslige nærvær og udtryk dans til musik giver.

Det savn er der mange der kender erfarer jeg!

Et savn som jeg først udlevede ved at danse rundt i stuen til høj musik når jeg var alene i huset. Og som senere gav mig MODET til at møde op til organiserede ”Fri dans” klasser. Her fandt jeg ”Movement medicine” som bl.a. har mantraet ”The medicine is in the movement”.

Der er healing i bevægelse.

Jeg fjollede rundt og kørte altid hjem med smil fra øre til øre.

Livskraften vågen og kroppen levende og varm.
Men der var mere, SÅ meget MERE!

Lad mig bare for nu give dig nogle af overskrifterne, så kan vi senere dykke ned i detaljerne.

For jeg opdagede:

At min krop gemmer på dybe, ordløse erindringer i form af spændinger og blokeringer, og disse kan forløses gennem dans.

At svære og tunge følelser bedre kan rummes når kroppen er i bevægelse.

At jeg i dansende møder med andre dansere på en legende måde kan undersøge mine og deres grænser.

At jeg i dansen kan opleve at blive mødt og møde, blive set og se, blive spejlet og spejle andre i et autentisk rum. Faktisk oplever jeg at kende et menneske bedre når jeg har danset med det, end hvis vi ”bare” udveksler ord og snik-snak!

At mørke dage og tunge problemer også kan (og bør!) danses – ikke fordi det ”fikser” noget, men det giver kraft og perspektiv til at være, også i de svære ting i livet.

At der i dansen er mange lag af kropslige og sjælelige erkendelser og indsigter.

At dans får energien til at flyde, løsner blokeringer og dermed vækker og stimulerer livskraften.

Så selv på en svær dag (eller måske især dér) prøver jeg at huske at danse. Danse med min glæde, min smerte, min frustration, min legesyge, min frygt. Med det hele.

Nå ja, og så er der selvfølgelig de der særlige stunder hvor alting bare summer.

Er.

Hvor jeg danser med solens stråler gennem min fingre.

Lader mig inspirere af fuglens flugt eller vinden i bladene.

Alt det som er større, mystisk, mytisk, poetisk.

Men det vender jeg tilbage til en anden gang!

Savnet er for længst forduftet, længslen efter det dansende udtryk udleves som en fast del af min praksis.

Nye venner er mødt i dansen, og jeg er vildt nysgerrig på at opdage endnu flere lag af denne naturlige praksis.

Det stopper aldrig – der er MERE!